Don't cry because it's over - smile because it happened...

Jeg sidder i min seng hjemme i Vestjylland og kigger ud på et værelse, på mange punkter et fremmet værelse. Væggene og reolerne er tomme og ude midt på gulvet er der utallige poser, tasker, kasser m.m. Det er slut.. Det er slut med at gå på Rudehøj. Året er fløjet afsted! Det er et år jeg ikke kan beskrive! Et år der er uvurderlig! - Faktisk det bedste år i mit liv!
Jeg sidder og læser i min mindebog, mindes de fantastiske mennesker og de vidunderlige minder, mens tårerne gør min trøje helt våd. Det er faktisk helt svært at læse hvad der står, for tårerne i mine øjne gør det hele sløret! Jeg har fået så meget med fra det her år! Jeg har lært så meget og udviklet mig så meget!

På FRONT har jeg lært mere om mig selv og mere om Gud. Jeg har lært hvordan min relation til Gud vokser, jeg har lært at vi har forskellige måder at søge Gud på. Jeg har lært at acceptere mig selv, jeg har lært at forstå mig selv, jeg har fået en bedre forståelse for andre mennesker omkring mig. På FRONT har jeg også fået venner for livet! Venner jeg har delt alt med! Venner jeg kan fjolle med, venner jeg kan snakke med og ikke mindst venner jeg kan dele livets kerne med! Jeg skylder de andre FRONT'ere en kæmpe tak for et fantastisk år! Og jeg skylder også lærerne en kæmpe tak! De har taget imod mig, de har lyttet, de har udfordret, de har givet råd og vejledning. - de har været mere end bare en lærer!!

Til sidst på dimissionen stod vi ude ved flagstængerne og sendte balloner afsted - gav slip på efterskole året. Vi sagde farvel og på gensyn og græd! Når jeg kiggede rundt kunne jeg ikke andet end at græde. Græde fordi jeg har lært så mange helt fantastiske personer at kende! Og de sidste uger er der endnu flere, som har fået en større plads i mit hjerte, end de før har haft. Fællesskabet er blevet styrket!
Hvornår ses vi igen? Hvordan bliver vores relation, når vi ikke går op og ned ad hinanden? Hvordan skal vi holde kontakten?
Det er gået op for mig, hvor mange jeg faktisk kommer til at savne, og som jeg faktisk allerede savner! Jeg tror stort set det er alle jeg kommer til at savne!
Året på Rudehøj har været helt fantastisk! Jeg har fået venner for livet! Og utallige minder som jeg aldrig vil glemme! Jeg har fået noget med personligt, som jeg vil gøre brug af de steder jeg nu kommer hen. Jeg er blevet udrustet til at kunne klare en masse ting!

Året på Rudehøj kan faktisk slet ikke beskrives! Det har været en bred elevflok med mange forskellige typer, mange forskellige personligheder! Men trods vores forskellighed, har vi opnået at få et unikt fællesskab!

Jeg er taknemlig for at jeg endte på Rudehøj! Jeg kan ikke lade vær med at græde fordi det er slut! Men samtidig smiler jeg indvendig for alt det jeg har oplevet!

Jeg kommer til at savne hver og én på Rudehøj!

// Elisabeth Baun